Vallåsen

 

 
Vallåsen ligger på nordsiden af Hallandsåsen på grænsen mellem Halland og Skåne, 68 km fra Helsingborg.

Ni nedfarter: Fra meget let til middelsvær
Vallåsen har ni nedfarter:
- tre grønne nedfarter (meget lette)
- fem blå nedfarter (lette)
- en rød nedfart (middelsvær).
Der er i alt fem km nedfarter.

Fem lifte
Vallåsen har to stolelifte (den ene er en ekspreslift) og tre træklifte, som transporterer skiløberne op til toppen. Liftkapaciteten er 7200 personer pr. time. Vallåsen har også et særligt kuperet terræn for skiløbere, som kan lide at hoppe. For børnene er der en lille børnelift.

Det er et fint sted til en familieudflugt eller træning, inden den store skitur til Norge eller Frankrig. Største faldhøjde er 145 meter, og den længste nedfart er 1.260 meter (som er en grøn nedfart med ekspreslift op - velegnet til nybegyndere). Skisæsonen på Vallåsen starter normalt i midten af december. Vallåsen har årligt omkring 45.000 besøgende, hvoraf de 15.000 er danskere.

Snekanoner sikrer sne om vinteren
Når temperaturen falder under frysepunktet i januar og februar, sørger de automatiske snekanoner for et stabilt skiføre.

 
Vallåsen i Skåne, Sverige
Vallåsen har ni nedfarter: fra meget let til middelsvær. Foto: skane.com©sydpol.com - Position Skåne


Udlejning af skiudstyr
Vallåsen har udlejning af ski og skiudstyr, butik med salg af ski, snowboards, handsker, skibriller og meget andet. Desuden er der skiskole (vælg mellem gruppeundervisning og privatlærer), restaurant m.v.

Langrend
Når der er tilstrækkelig med natursne i terrænet (25-30 cm) bliver der lavet ca. fem km langrendsspor på Hallandsåsen. Der er ingen belysning langs sporet, så det kan kun bruges i dagtimerne.

 
Vallåsen, Sverige
Skilift på Vallåsen. Foto: Position Skåne © sydpol.com
 

 

Priser
Se linket til Vallåsens egen hjemmeside forneden.



 


 

 

 
 
 
 
 
 
 

© 2008